GALLERI

Jeanette Jørgensen, 22 år

”Altså, som elev skal man kunne se muligheder og perspektiver i forløbet.  Der skal være en praktisk vinkel på tingene, og man skal prøve sig selv af og lære at tage ansvar.  Selvfølgelig er der trælse dage og fag og teori, som man ikke mener er superfede – men altså, det hører med, og man gør det, fordi man kan se nogle resultater og gerne nogle produkter, af det man har lavet”.

Jeanette kigger tilfreds på systuens række af dragter til Horsens Middelalderfestival.  Produktionsskolen – og altså kommende FGU – er leverandør af det meste, af hvad byen skal bruge til festivalen, men producerer i øvrigt skrædderarbejde til ganske mange formål –  til mange kunder.

Kevin Sørensen, 21 år

”Ansvarlighed er hvad man selv gør det til, og god ansvarlighed kommer af sig selv, når man – med nogle puf fra lærerne – arbejder med de fag, man kan lide og er god til. Jeg har lært at lave film, at redigere og at planlægge mit arbejde. Først og fremmest har jeg flyttet mig fra ’jeg-ved-ikke-helt’ – og til ’jeg-ved-hvad-jeg-vil’.